Et godt samarbejde fortsætter 

Busselskabet Anchersen har overtaget Solrød Turistfart. Anchersen er ejet og grundlagt af adm. direktør Poul Anchersen, og overtagelsen styrker Anchersens position på turistbusmarkedet.

– Da Poul henvendte sig til mig omkring et opkøb, var det en oplagt mulighed for at begynde at trappe ned. Jeg mener, at Poul har det busselskab, der har de bedste muligheder for at bevare vores trofaste kunder, da vi deler det samme værdigrundlag i virksomhederne. Sådan lyder det fra Jens Hansen, der i mange år har drevet Solrød Turistfart sammen med sin hustru, Lene Hansen.

Det er det mangeårige samarbejde mellem Anchersen og Solrød Turistfart, som danner grundlag for opkøbet og samarbejdet med Jens Hansen vil fortsætte i udviklingen af Solrød Turistfart.

Fortsat fokus på service og kvalitet

– Jeg er rigtig glad for at Jens har valgt at blive en del af Anchersen. Jeg ser frem i mod de nye opgaver, som ligger i Solrød Turistfart, og jeg er også rigtig glad for, at Jens fortsætter som chauffør. Jeg har personligt kendt Jens hele mit bus-liv, og jeg kender hans fortræffeligheder og gode indstilling til at give gæsterne i bussen den helt rigtige rejseoplevelse. Det fortæller Poul Anchersen, adm. direktør i Anchersen A/S.

Jens og Lene Hansen er sammen med Thomas Johansen blevet ansat i Anchersen og fortsætter som faste chauffører. Solrød Turistfart fortsætter i eget navn under Anchersens andet busselskab, Vridsløsemagle Turistfart.

Fra den 6. november vil alle henvendelser til Solrøds mail og telefon blive viderestillet til Anchersens turistafdeling, hvor de garvede turistfolk John Larsen, Lennart Nielsen og Søren Andersen sidder på kontoret.

Fakta:

  • Anchersen A/S blev i 1997 grundlagt af en dengang 22-årig Poul Anchersen og beskæftiger i dag 450 medarbejdere.
  • Anchersen råder over 22 turistbusser, der samlet kan transportere mere end 1000 passagerer.
  • Udover Solrød Turistfart driver Anchersen også turistbusselskabet Vridsløsemagle Turistfart samt varetager driften på en 19 rutebuslinjer i Københavnsområdet for Movia

For mere information kontakt venligst:  Nadja Halby Bennike, HR- og kommunikationschef, Anchersen
Telefon: 23 40 18 51 // E-mail: nhb@anchersen.dk